Fint overskud i lufthavn

0
Aalborg Lufthavn har det bedst med et overskud på mellem fem og syv millioner - og det mål nåede man i 2016. Arkivfoto
Nye aktiviteter har sendt omsætning og antallet af ansatte i vejret i Aalborg Lufthavn

Aalborg Lufthavn slap godt gennem 2016. Det viser nøgletal fra lufthavnens årsrapport, som netop er offentliggjort.

Lufthavnens omsætning nåede i 2016 op på 216 millioner – en pæn fremgang fra året før, hvor omsætningen var på 177 millioner. Årets overskud blev på 6,6 millioner mod 5,2 i 2015.

Når omsætningen er steget så markant, skyldes det først og fremmest, at lufthavnen sidste år overtog driften af restauranterne og af cateringvirksomheden.

Det forklarer også den markante vækst i antallet af medarbejdere.

Det tal er vokset fra 228 i 2015 til 316 sidste år – og af dem stammer de 45 fra de nye aktiviteter.

Et overskud på 6,6 mio. ud af en omsætning på 216,1 mio. kr. lyder ikke af meget, men ifølge lufthavnsdirektør Søren Svendsen er det tilfredsstillende.

– Vi er ikke sat i verden for at skabe den størst mulige bundlinje. Var vi det, kunne vi f.eks. begynde at tage penge for parkering. Havde vi gjort det sidste år, ville bundlinjen være forbedret med 50 millioner, siger han.

– Men da vi ikke må betale udbytte til vores ejere, vil de hellere have, at vi bruger den gratis parkering til at tiltrække mere trafik og dermed skabe en bedre infrastruktur for Nordjylland.

Det var ikke blot økonomien, der klarede sig fint i fjor. Også passagermæssigt gik det godt.

2016 blev det bedste år i lufthavnens 78-årige historie.

1.520.987 passagerer fløj til og fra Aalborg Lufthavn.

Fremgangen er på 4,4 procent i forhold til 2015. Indenrigstrafikken er steget med 8,8 procent, mens udenrigstrafikken er faldet med 9,2 procent, og endelig er chartertrafikken steget med 12,9 procent.

Nedgangen i udenrigstrafikken hænger sammen med at man sidste år mistede både Lufthansa og Turkish Airlines, der henholdsvis fløj to og syv gange ugentligt.

Lufthavnen er ejet af kommunerne Aalborg, Jammerbugt, Rebild, Brønderslev, Frederikshavn og Vesthimmerland.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close