Foreninger vil gøre en forskel

0
Mohamud Ahmed kæmper om boldbesiddelse med sin kammerat, Omar Bilal - flere af børnene er kommet på Runderen i Aalborg Øst siden pædagoger og frivillige rykkede ind med aktiviteter. Mange af børnene, der kommer her, har kun få planer for sommeren, men de ved, at der på Runderen altid er fede oplevelser i vente.
Mohamud Ahmed dribler bolden hen over græsset. En af de frivillige har lige ryddet en hundelort af boldbanen, så der skulle være fri bane for fede foldboldfinter. Og det er præcis, hvad Mohamud Ahmed er kommet for – når han altså ikke lige bliver lokket til skakbrættet af sine skolekammerater.

Sammen med 50 andre børn og unge er han denne formiddag rykket ud af boligblokkene omkring Fyrkildevej for at fejre, at sommeren har indtaget Danmark. Og selvom der ikke er sol fra skyfri himmel, er stemningen i top ved bænke, bålsteder boldbane, hvor Sommer på Runderen har slået sig ned i skolernes sommerferie.

Pædagoger og pædagogmedhjælpere fra fritidscentre, børnehaver og andre institutioner i området er trukket i arbejdstøjet hver mandag, onsdag og fredag for at sikre, at børnene får en indholdsrig sommer, fuld af gode minder, godt støttet at boligforeninger og en forældreforening, der hver fredag byder på gratis fællesspisning for alle i 9220.

– Sommer på Runderen er for de børn, der er hjemme i sommerferien. De kan komme her og få en god oplevelse sammen med deres kammerater og få nye venner, fortæller Frank Nielsen, leder af Fritidscenter Smedegården.

Tiltaget har efterhånden eksisteret i en del år. Men sidste år kom der endnu flere frivillige hænder til, da områdets foreninger og klubber meldte sig på boldbanerne.

– Vi vil gerne vise, at vi også er en del af Aalborg Øst og vi vil gerne bidrage. Vi vil gerne vise, hvad det er, vi kan, fortæller Jonas Kjær Nielsen fra Foreningssamarbejdet 9220 og peger på, at det i dag er den lokale klub for amerikansk fodbold, AaB 89’ers, der har taget teten på banerne for foreningerne.

Men der er flere i kø for at komme til. Blandt andet den lokale håndboldklub, spejderne og fodboldklub er også at tælle blandt de foreninger, der står klar til at skabe sommeroplevelser i særklasse for børnene.

– Vi håber at få dem ud i foreningslivet – det er alfa og omega for nogle af de her børn at komme ud i foreningslivet, siger Jonas Kjær Nielsen.

For foreningerne er Sommer på Runderen en fantastisk mulighed. Men de har også en god vare på hylderne, mener Jonas Kjær Nielsen, der betegner foreningerne som en unik mulighed for at lære om foreningslivet, demokrati og at være sammen på tværs af kulturer og samfundslag.

Foreninger og børn har også fået en ekstra håndsrækning af Aalborg Kommune. I Aalborg er der mulighed for at få støtte til kontingentet foreningsaktiviteter over en treårig periode, hvor børnene i første sæson får hele kontingentet betalt, hvorefter støtten daler over de næste to sæsoner. Tidligere har det kun været i særlige områder af kommunen, børnene har fået den mulighed. Men for nylig besluttede politikerne at brede ordningen ud til hele Aalborg.

Det betyder, at foreningerne har bedre mulighed for at lade børnene få foden indenfor og med tiden få overbevist deres forældre om, der skal sættes penge af til kontingent i budgettet.

– Det er beviseligt, at børnene har godt af at blive en del af foreningslivet, påpeger Jonas Kjær Nielsen og peger på, at børnene får rørt sig og bliver klogere på verden omkring sig.

– Det er win-win, smiler han.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close