Kom til markedsdag på Gug Stadion

0
Gug Boldklub står klar med tombola, hoppeborg, gratis sildebord og masser af andre sjove oplevelser for såvel store som små, når Gug Boldklubs Venner inviterer til sommermarked. Privatfoto
Overskuddet fra markedsdagen går direkte til Gug Boldklub

Sommeren byder som bekendt på et væld af mangeartede udendørs begivenheder rundt omkring i Dronningeriget – og mange gode traditioner ikke mindst. Og en af disse står Gug Boldklubs Venner bag, når lokalbefolkningen i specielt Gug og Visse igen indbydes til den traditionelle markedsdag, som har eksisteret siden begyndelsen af halvfjerdserne. I år det lørdag den 19. august – og straks fra morgenkvisten.

Programmet for markedsdagen er fastlagt, og der satses igen på de aktiviteter, som Gug Boldklubs Vennerne ved, lokalbefolkningen synes om. Årets hovedbegivenhed bliver derfor atter loppemarkedet – kombineret med tombola, gratis morgenkaffebord og gratis frokostsildebord.

Der er i år skaffet plads til, at nogle kræmmere igen kan opstille boder, så der her forhåbentligt kan gøres nogle gode handler for interesserede. Og børn med talent for salg, der skal have ryddet lidt op i deres legetøj, er meget velkomne til at oprette en gratis stand, hvorfra de kan tjene en lille skilling.

Musik hører sig til på en markedsplads, og duoen Brødrene Allan og Hugo Albret vil også i år underholde fra omkring middagstid og nogle timer frem. Den festlige duo befinder sig musikalsk set i gråzonen folkemusik og blues og deres repertoire af velkendte hits forventes således atter at give ekstra god stemning på markedspladsen.

Markedsdagen foregår på Gug Stadion, så der bliver også lejlighed til at se nogle af Gug Boldklubs mange unge talenter dyste mod gæstende hold fra Nørresundby, Hadsten og AaB.

Dagen før markedsdagen kører nogle af klubbens ældre spillere rundt i Gug og Visse for at indsamle ting, som husstandene ønsker at give til det gode formål, til loppemarkedet. Indsamlingen foregår om fredag den 18. august fra klokken 17 til 21 og der er en rigtig god tradition for, at borgerne i lokalområdet støtter op omkring klubben. Alle, der ønsker at bidrage, opfordres til at tage et kig på loftet, i garagen og andre gemmesteder. Skulle der være noget, man gerne vil give videre til det gode formål, kan man stille tingene ud til vejen inden kl. 17 om fredagen.

Blandt de mange, der kommer til loppemarked hen over tiden, har det vist sig, at interessen for selv forholdsvis ny elektronik, tv-apparater, møbler og hårde hvidvarer er lig nul. Disse ting står derfor ikke mere på Vennernes ønskeseddel, desværre. Men blandt andet gode gamle, brugbare cykler er i høj kurs, så dem tager herrerne fra klubben meget gerne imod.

Mange gode lokale sponsorer støtter også i år arrangementet, og Gug Boldklubs Venner håber nu på, at vejret vil vise sig fra sin pæne side, så lørdag den 19. august kan blive en dejlig sensommerdag, hvor mange vil finde vej til Gug Stadion og medvirke til endnu en festlig markedsdag. Der vil nemlig også i år blive rig lejlighed til enten at gøre en god handel på loppemarkedet, kræmmermarkedet eller på børnelegetøjsmarkedet – eller til bare at hygge sig på forskellig vis.

Overskuddet fra markedsdagen går som altid, når Vennerne er på banen, til gode formål for Gug Boldklubs ca. 700 medlemmer, hvoraf et stigende antal er piger i forskellige aldre. Og der er stærke lokale idoler at spejle sig i for pigerne, Nadia Nadim, der er en af profilerne på kvindelandsholdet, som netop har vundet EM-sølv i Holland, trådt sine barnefodboldstøvler i Gug Boldklub. Hun er således et godt eksempel på, at et lille frø sået, spiret og plejet på lokalt plan kan udvikles og medvirke til at sprede fodboldglæde ude i den store verden.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close