Natur fra cykelsadlen

0
Ketty og Karl Peter Uldahl havde taget turen fra True ved Mariager for at komme med på cykelturen i Lille Vildmose.
En lille gruppe cyklister trodsede det dårlige forårsvejr og tog på tur i Lille Vildmose for blandt andet at høre mere om “Life+”

Regntunge skyer og seks grader.

Det er ikke ligefrem forårsvejr, der omgiver en lille gruppe på otte cyklister foran Lille Vildmosecenteret. Det afskrækker dem dog ikke.

– Det er et spørgsmål om påklædning, ikke om vejret, siger Ketty Uldahl. Ketty og hendes mand Karl Peter Uldahl er taget på guidet cykeltur i Lille Vildmose søndag formiddag. Parret er med i en cykelklub i Hobro og har allerede cyklet omkring 1200 kilometer i år.

– Vi har arrangeret en tur herop med cykelklubben i juni, så vi kunne lige nå at komme med på denne tur først, siger Karl Peter Uldahl.

Arrangørerne bag turen er Lille Vildmosecenteret og Aalborg Kommune. Udover at få en god oplevelse i naturen, er formålet med den cirka 15 kilometer lange tur at fortælle deltagerne om Life+projektet.

Life+ er et naturgenopretningsprojekt i Lille Vildmose, der skal sikre Nordvesteuropas største lavlandshøjmose.

Jakob Konnerup er naturvejleder hos Lille Vildmosecentret og dagens guide.

– Projektet går ud på, at vi skal have højmosen tilbage. Det betyder, at vi skal have meget mere vand derude. Grøfterne skal fyldes op, vandstanden skal hæves og træerne skal fjernes. Og så håber vi, at mosen vil vokse og blive så stor, som den var engang, forklarer han.

Lille Vildmose er Danmarks største landfredede område. Her er bevaret 20 kvadratkilometer højmose ud af de oprindelige 55 kvadratkilometer. Derfor fokuserer Life+ både på at bevare den eksisterende højmose, men samtidig skabe betingelser for, at nedbrudt højmose på længere sigt kan genopstå.

Projektet Life+ er støttet af EU-midler, Aalborg Kommune, Aage V. Jensens Naturfond og staten.

– Det er vigtigt, at vi formidler, hvad der sker, og hvor langt vi er kommet. En tur som i dag er med til at besvare de spørgsmål, siger Jakob Konnerup.

Projektet løb oprindeligt i en periode fra 2011 til 2016.

– Projektet er faktisk ved at være færdigt. Vi har fået lov at udskyde det til udgangen af 2018. Så nu skal de sidste ting lige gøres klar. Det er blandt andet opførslen af den store Birkesø, der forhåbentlig kommer igennem til næste år, så vi får hævet vandstanden og får en ny sø til glæde for fuglelivet, fortæller Jakob Konnerup.

Life+ er opdelt i en række delprojekter. Et af dem er netop genskabelsen af Birkesø.

Ketty og Karl Peter Uldahl og de øvrige cyklister kommer forbi Birkesø på dagens cykeltur. Derudover går turen til Portlandsmosen og Brandvagttårnet.

– Og så kan vi jo ikke lade være med hele tiden at kigge efter elgene, krondyrene, og måske er vi så heldige at se en kongeørn, tilføjer Jakob Konnerup, inden cyklisterne træder i pedalerne og begiver sig ud på en naturoplevelse fra cykelsadlen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close