Økonomisk håndsrækning til studerende

0
Morten Melgaard Blok, Rasmus Bech Hansen, og Nanna Frisesdahl Andersen har sammen med Christoffer Drud Bunk modtaget en økonomisk håndsrækning i forbindelse med deres studierejser. Privatfoto
Når fire studerende fra UCN i Aalborg til efteråret drager på studieophold i udlandet, er det med en stor økonomisk håndsrækning i bagagen. De fire studerende Morten Melgaard Blok, Rasmus Bech Hansen, Christoffer Drud Bunk og Nanna Frisesdahl Andersen har nemlig modtaget legater fra Knud Højgaards Fond på i alt 103.000 kr. til deres rejse. Legaterne har de fire studerende fået, fordi de er særligt dygtige studerende, der samtidig er rollemodeller for andre studerende, bl.a. ved at yde en ekstra indsats for det gode studiemiljø.

– Det betyder rigtig meget for os at få et legat i denne størrelsesorden. At rejse ud på studieophold koster mange penge, og det kan være vanskeligt som studerende at spare op, når man lever på SU. Derfor er det en enorm stor hjælp, fortæller Rasmus Bech Hansen, der sammen med Morten Melgaard Blok og Christoffer Drud Bunk læser til finansbachelor.

Til efteråret skal de til USA og studere på California State University i Los Angeles. De har hver især fået et legat på 27.000 kr. Nanna Frisesdahl Andersen, der er bygningskonstruktørstuderende, har modtaget 22.000 kr. Pengene skal hun bruge på sit studieophold på Humber College i Toronto, Canada.

Det er første gang, Knud Højgaards Fond tildeler legater til studerende fra UCN – og aldrig før har UCN-studerende modtaget så store legater til deres udlandsophold.

Knud Højgaards Fond er en almennyttig erhvervsdrivende fond, der bl.a. støtter initiativrige studerende i at realisere drømmen om at dygtiggøre sig ved studier i udlandet.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close