Per er Vejgaards sportspædagog

0
Forud for sin tid på Vejgaard Østre Skole har Per Rishøj Madsen også arbejdet på Tornhøjskolen og Herningvej Skole. ?Foto: Martin Damgård
Han er AaB’s stemme – men sætter også sportslige spor i jobbet som pædagog i Vejgaard

AALBORG: Enhver sportsinteresseret nordjyde kender hans stemme. Per Rishøj Madsen er nemlig stærkt involveret i aalborgensisk sport på professionelt plan. Hans involvering i alle de populære publikumssportsgrene i Aalborg gør, at der sjældent går en weekend, hvor byens sportsfanatikere ikke hører hans klang.

Men i Vejgaard har Per Rishøj Madsen en anden profil. Her er han primært kendt som den åbensindede pædagog fra Vejgaard Østre Skole, der hyppigt dyrker idræt med børnene fra 0. til 3. klasse. Sportsinteressen formår nemlig at blande sig med jobbeskrivelsen.

– Det giver mig noget, at børnene kender mig fra den verden. Det giver især noget, hvis de er glade for sport. Jeg kan mærke, det betyder noget for dem, at jeg er inde i sportsverden og kan reglerne, når vi er ude og spille et eller andet, siger han.

Per Rishøj Madsen er stadionspeaker for AaB’s superligahold. Derudover laver han pauseinterviews i fodboldkampene. Hos byens ishockeyhold laver han Pirates-tv, mens Aalborg Håndbold bruger ham til at hente interviews hjem før, under og efter kampene. Det er altså mange tusinde nordjyder, som får noget ud af Per Rishøj Madsens engagement i aalborgensisk sport.

Som en del af den understøttende undervisning på Vejgaard Østre Skole og den dertilhørende DUS er han også med til at gøre idræt til en del af børnenes hverdag. Hvert år tager skolens tredjeklasser med pædagogen ud til træning hos henholdsvis AaB, Aalborg Håndbold og Aalborg Pirates.

Her får eleverne lov til at møde deres idoler. Det kan de, fordi Per Rishøj Madsen har lagt timer efter timer i byens sportshold.

– Det er en fordel, at jeg har de her kontakter. Det er nemt for mig at få det til at ske, og børnene elsker det. Det giver mig god mulighed for at lave arrangementer på kryds og tværs, som gavner ungerne, siger han med et smil på læben.

Gennem 11 år på Vejgaard Østre Skole har Per Rishøj Madsen haft en del børn med ude på fodboldbaner og ind i hallerne. For flere af dem er det blevet til mere end sport på hobbyplan.

Et af de gode eksempler er tvillingerne Frederik og Emil Marcussen. Det 18-årige brødrepar brugte mange timer med pædagogen i skolehallen, hvor tiden blev brugt på rullehockey.

Her mange år senere mødes de stadig med deres gamle pædagog. Men det er i en lidt anden anledning. . Per Rishøjs job hos Pirates-tv gør, at de snakkes ved.

I dag er brødrene nemlig en del af Aalborg Pirates’ førsteholdstrup.

– Jeg siger altid, at jeg skal have lidt af æren i det, griner Per Rishøj og fortsætter:

– Der gik aldrig mere end to minutter, fra de kom over i DUS’en dengang, til de spurgte, om vi skulle over i hallen og spille.

Historien om tvillingerne på byens bedste ishockeyhold glæder pædagogen. De gode gensyn er generelt en fryd for ham.

– Det er fedt at møde folk år senere og se, at de klarer sig godt. Om det så er som sportsfolk eller bare i livet generelt. Det nyder jeg, siger sportsfanatikeren, der selv bruger en del af sin fritid på amatørishockey.

Rollerne i de professionelle sportsklubber i Aalborg lægger sig tit op ad opgaver, som journalist har. Og det er intet tilfælde. Per Rishøj Madsen overvejede som ung, om han skulle sætte sine fødder i skolerne eller medieverden.

I dag er pædagogikken professionen, mens journalistikken er en slags hobby.

Ligesom i de ti år han lavede Halftime, som var et program på Aalborg Radio rettet mod AaB-fans.

Det siger noget om mængden af timer, som har været dedikeret til at svare på Per Rishøj Madsens spørgsmål i forskellige sammenhænge.

Men det ærgrer ham ikke, at lønsedlen kommer fra Aalborg Kommune.

– Generelt er jeg meget glad for at være pædagog. Jeg nyder det samvær med ungerne, hvor jeg kan præge dem med nogle gode værdier, lyder det.

Dermed kan en lang række børn i fremtiden nyde alt fra ishockey til fodbold i selskab med pædagogen.

Måske bringer det flere professionelle sportsfolk med sig. Men først og fremmest vil Per Rishøj Madsen fortsat stå for at give eleverne gode oplevelser med idrætten.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close