Vikingedag på Skråen

0
Tv-vært Søren Ryge Petersen og Lars Bang Jensen, KulturKlub Fokus, skåler i mjød under ”Den Store Vikingedag” på Skråen. Foto: Ole Skouboe
KulturKlub Fokus stod søndag som arrangør af “Den store vikingedag” på Skråen i Nordkraft.

Et par hundrede mennesker var på plads, da arkæolog og vikingeekspert Elisabeth Barfod Carlsen bød velkommen.

Professor emerita, Else Roesdahl, der har været med til at udgrave vikingeskibene i Roskilde Fjord, samt forsket i de nordjyske vikingeborge Aggersborg og Fyrkat, redegjorde for vikingebedrifter i ind- og udland.

Herefter indtog vikinge kampgruppen Ihwar scenen. De gav prøver på spændende rollespil og kunne også berette om fornøjelsen ved at være vikingekriger.

I frokostpausen var repræsentanter fra Vikingegruppen Lindholm Høje på plads i foyeren, hvor de viste noget af deres imponerende vikingehåndværk, og der var i dagens anledning også smagsprøver på en rigtig vikingegudedrik – herlig velskænket mjød.

Efter frokost var det tv-vært, journalist og forfatter Søren Ryge Petersen, der skulle give sit bidrag til vikingedagen.

Den rutinerede og folkekære tv-vært kunne indledningsvis fortælle, at han ikke føler sig hjemme på havet.

– Jeg bliver søsyg, og så keder jeg mig, lød det fra Søren Ryge, der til trods for det havde et spændende indlæg om vikingeskibe.

Gennem sit arbejde for DR har Søren Ryge beskæftiget sig en del med vikingerne, og han havde medtaget nogle klip fra sin serie om det 30 m lange, imponerende skib “Havhingsten”, der er en nøjagtig rekonstruktion af et vikingeskib, bygget som man gjorde det for omkring 1000 år siden, altså uden moderne hjælpemidler.

Der var også klip fra Havhingstens tur over Nodsøen i 2007, en dramatisk sejltur fra Roskilde til Dublin, Irland.

Arkæolog Erik Johansen, der i sin tid gravede i Sebbersund, afsluttede vikingedagen, og han serverede medrivende fortællinger om vikingerne ved Limfjorden.

Lars Bang Jensen, der i en halv snes år har været tovholder på projektet KulturKlub Fokus, var godt tilfreds med forløbet af vikingedagen.

– Historien om vikingerne er interessant, og blandt et publikum, der talte flere end 200, var der gæster fra det meste af Nordjylland, fortæller Lars Bang Jensen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close